Viñedos Alonso del Yerro

Et meget ambitiøst hus, som så dagens lys i 2002, da man startede opkøbet af de første parceller. Udelukkende med fokus på kvalitet i markerne, stokkene og jordbunden. Til at hjælpe med at vælge og dermed købe de rigtige parceller, hyrede man som nogle af de første i Spanien jordbundseksperter i Frankrig. Stéphane Derenoncourt er blandt de førende eksperter i ”terroir”. Franske vine har meget lang tradition for at arbejde med sammensætning af jordbunden i markerne. Det er i undergrunden vinens kvalitet bliver skabt, og talrige jordbundsprøver har sikret Alonso del Yerro de bedste i området. Derudover var man kun interesseret i marker med gamle stokke, fra slut 80´erne som det yngste.

”Råmaterialet” var altså på plads til topvine. Herefter hyrede man den anerkendte vinmager Pablo Rubio, til at starte produktionen op. Pablo Rubio er i dag partner med Peter Sisseck på deres fælles vinprojekt PSI.
Så med de rette materialer og ekspertiser gik man i gang med produktionen.
Markerne og produktionen ligger i distriktet Roa, hvor også mange andre topproducenter ligger og har marker.

Som Thomas Rydberg skriver i sin artikel på Ekstrabladet den 12/1-2015, har vi her fat i en af de allerstørste producenter i Ribera del Duero. I selskab med andre tophuse som Pingus, Vega Sicilia, Emilio Moro, Sastre og Aalto.