Antiche Terre Venete

Antiche Terre Venete er en familieejet vingård, hvis vinmarker strækker sig over det bølgende, bakkede terræn i Valpantena-dalen tæt ved Verona, i den norditalienske region Veneto. Dalen er kendt for sit smukke, varierede landskab med dybe skove, kildevæld og templer fra Romerriget, som ligger spredt rundt omkring i området.

Familiens dyrkning af vin i området går helt tilbage til starten af 1900-tallet, hvor Vittorio Sancassani helligede sig dyrkningen af druerne, som han leverede til lokale vingårde. Hans søn Sergio overtog faderens landbrug i 50’erne, men først i 2006 gik familiens drøm om selv at producere vinen i opfyldelse: Det lykkedes for barnebarnet Luciano Sancassani at grundlægge sin egen vingård, med den mest avancerede ønologiske teknologi man kan tænke sig, og i øvrigt drevet af vedvarende energi. Han producerer her lokale vine, bl.a. Amarone og Ripasso.

Luciano arbejder ud fra devisen om at det er vigtigt at holde fast i vinstilen som er karakteristisk for området – derfor producerer han vine med stor frugtighed, blødhed og rundhed, men også med kraft og struktur. Denne stil har rødder helt tilbage til 1300-tallets munke, der i Valpantena-dalen producerede en vin, man mener smagsmæssigt har ligget tæt op ad den Amarone, Luciano producerer i dag.